Børn spiller også skak

...det er jo ik så svært :-)

Børn spiller også skak

luk for computeren, og find et brætspil frem. Sådan lyder rådet fra læge og hjerneforsker Kjeld Fredens til alle forældre, der gerne vil have, at deres børn skal lære at tænke sig godt om.

Mange børn tilbringer hver dag flere timer i selskab med computerspil, hvor børnene kan bygge deres egne forlystelsesparker, kæmpe mod hære af monstre eller arbejde sig gennem gigantiske labyrinter. Mens computerspillene bliver mere og mere populære, går det tilsyneladende den modsatte vej for de gamle klassiske brætspil som for eksempel skak.

I landets skoleskakklubber er medlemstallet faldet støt gennem de seneste 15 år, og hvis det er et tegn på, at computerspillene er ved at udkonkurrere de traditionelle brætspil, så risikerer børnene at gå glip af noget værdifuldt, mener læge og hjerneforsker Kjeld Fredens.

"Et brætspil som skak udfordrer børnenes intellekt. Det udfordrer deres evne til at kombinere, og det udfordrer deres evne til at tænke langt. Det langsomme tempo ved de traditionelle brætspil betyder, at børnene får trænet evnen til at tænke sig godt om, hvorimod computerspil mere kører på automatik og reflekser. Men der er fordele ved begge ting, så derfor er det godt, hvis børn både spiller computerspil og brætspil," siger Kjeld Fredens.

Han opfordrer pædagogerne på fritidshjemmene til at være opmærksomme på værdien af et traditionelt brætspil som skak, men der er masser af andre brætspil, som gavner børnenes intellektuelle udvikling, understreger Kjeld Fredens.

Jo tidligere, jo bedre

"Det er en god idé, at børnene lærer at spille brætspil i en tidlig alder, og for eksempel er ludo et rigtig godt spil for børn i børnehavealderen. Børnene lærer, at de skal vente på hinanden, og at man kan vinde og tabe. Terningerne træner dem i at tælle, og de lærer at lægge taktik og strategi, så på mange måder er ludo i en tidlig alder en enorm intellektuel udfordring. Også et spil som matador eller backgammon træner børnenes evne til at lægge taktik," siger Kjeld Fredens.

Selv om alle brætspil træner hjernen, så er der dog nogle få spil, der skiller sig ud fra mængden, når det gælder om at udvikle evnen til at tænke strategisk. Det er for eksempel skak og det meget gamle kinesiske brætspil go. Sidstnævnte spil, som er uhyre populært i Japan og Korea, stimulerer ifølge Kjeld Fredens om muligt i endnu højere grad end skak evnen til at planlægge og tænke strategisk.

En af Danmarks bedste gospillere, lektor ved Økonomisk Institut på Københavns Universitet dr. scient. Frank Hansen, er helt enig.

"I go er man i højere grad end i noget andet spil nødt til at lære at afbalancere ønsket om en øjeblikkelig gevinst med et langsigtet strategisk hensyn. Det er noget, der er meget svært at lære, og det er uden tvivl en evne, der bliver udviklet af at spille go," siger Frank Hansen, som selv mener, at han har haft gavn af at beskæftige sig intensivt med go.

"Ja, det tror jeg. Det der med, at man i mange af livets forhold kan indgå et kompromis nu for at vinde slaget på lang sigt, det har jeg fået langt mere forståelse for, efter jeg er begyndt at spille go," siger Frank Hansen.

©{2017} Haslev skakklub

Search